BCSD.DK

Gode råd til den forretningsdrivende

Har du møde om lån i banken? Husk at forberede dig ordentligt

Har du snart et møde i banken? Så er det en rigtig god idé, at du sætter tid af til at forberede dig. Møder du velforberedt op, viser du banken, at du er en seriøs kunde, og at du tager din økonomi alvorligt. Dertil sparer både du og bankrådgiveren tid, hvis du på forhånd har gjort dit hjemmearbejde.

Hvordan forbereder jeg mig bedst muligt?

Mængden af forberedelse afhænger af flere faktorer. Forskellige banker har forskellige krav til et møde om lån. Forberedelsen vil også afhænge af, hvor mange penge du godt kunne tænke dig at låne. Uanset hvad skal du dog forberede dig på at kunne medbringe dokumentation på din økonomi.

Hvilke dokumenter skal jeg have med?

Langt de fleste banker vil i henhold til et eventuelt lån bede dig om at tage en række dokumenter med til dit møde i banken. Som regel vil de krævede dokumenter omfatte nedenstående. Er du gift, eller har du en samlever, skal du derudover forberede dig på, at bankrådgiveren skal bruge oplysninger fra jer begge to.

Lønsedler

Du skal medbringe lønsedler fra de sidste tre måneder. Lønsedlerne finder du oftest i din e-boks, og hvis du er på dagpenge, kan du finde en oversigt over udbetalingerne hos A-kassen. Har du flere jobs, skal du naturligvis huske at finde lønsedlerne frem fra alle dine nuværende stillinger.

Årsopgørelse

Det er vigtigt, at du også tager din seneste årsopgørelse med til mødet. Medbringer du en gammel opgørelse, vil banken ikke kunne bruge den til noget. Du finder den seneste årsopgørelse inde på SKATS hjemmeside.

Kontoudskrift

Hvis du har et møde med en bank, som endnu ikke har dig som kunde, har banken selvsagt ikke adgang til dine kontoudskrifter. Derfor skal du huske at medbringe et kontoudskrift for de seneste tre måneder. Har du flere konti, bør du for en sikkerheds skyld medbringe udskrifter for dem alle.

Oversigt over konti

Har du møde hos en ny bank, er det også vigtigt, at du finder en oversigt frem over dine konti. Oversigten kan findes i din netbank, og oftest vil det være nok at tage et screenshot af kontonavnene og –numrene.

Budget

Det er også essentielt, at du udarbejder et budget. Hvis du er i tvivl om, hvordan et fornuftigt budget ser ud, kan du finde en lang række online budgetskabeloner. De fleste af dem er helt gratis.

Formue- og gældsoversigt

Banker låner for det meste ikke penge ud, hvis ikke de har en forestilling om, at din økonomi hænger nogenlunde fornuftigt sammen. Derfor skal du også huske at medbringe oversigter over både din gæld og din formue, hvis du har et møde med banken om et lån.

Hvad skal jeg ellers være opmærksom på?

Udover at komme til tiden og se præsentabel ud, skulle du gerne kunne komme gennem bankmødet med ovenstående dokumenter. Vil du være ekstra grundig, kan du eventuelt også medbringe dokumentation på dine pensionsforhold, dine forsikringer og din SU-opgørelse (hvis du er studerende).

Forrige indlæg

Næste indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *